Don Q - Gran Reserva - Rum
Modnet, blød og kompleks rom med op til 50+ år gamle dråber i flasken !
I traditionel spansk romstil er Don Q Gran Reserva Añejo XO Rum destilleret i en kombination af kontinuerligt multikolonnedestillering samt en enkeltkolonne, og efterfølgende modnet mellem ni og 12 år i fade af amerikansk hvideg. Rommen er en blanding af lette, medium tunge og meget tunge romkomponenter fra destilleriets lagerhaller og indeholder samtidig solera-rom, hvis ældste rom er over 50 år og har modnet i sherry-tønder på Puerto Rico. Alt dette giver Don Q Gran Reserva Añejo XO Rum en flot balance mellem alle de komplekse smagsnoter.
Modning af rom i egetræ tilfører en karakter af vanilje og karamel, og afrunder undervejs hjørnerne på alkoholen. Denne rom er ekstra gammel og er derfor også ekstra blød, rund og kompleks – det er destilleriets flagskib, og et skoleeksempel på usødet og eminent rom i den spanske romstil!
1 flaske indeholder 70 cl - 40% alkohol.
Generelt om Don Q - Puerto Rico
Don Q bliver produceret af Destilería Serrallés på Puerto Rico i Caribien – et hypermoderne romdestilleri som den dag i dag stadig er familieejet. Igennem seks generationer har familien Serrallés stået bag destilleriet, som producerer øens bedste rom; Don Q. Tilbage i 1865 importerede Don Juan Serrallés et lille kobberpot still og destillerede hermed den første rom solgt under Serrallés-navnet. I 1934 lancerede destilleriet Don Q-brandet, opkaldt efter romanen Don Quixote af Miguel de Cervantes fra det tidlige 1600-tal – Serrallés-familiens yndlingsroman.
I traditionel Puerto Rico-stil er rommen fra Don Q lavet på fermenteret sukkerrørsmelasse og efterfølgende kontinuerligt destilleret, hvilket giver en let, elegant og delikat rom. Alle deres aftapninger er modnet i egetræstønder og er smagsmæssigt domineret af disse. Da destilleriet er meget gammelt, råder producenten helt ekstraordinært over en solera-rom, som er op til over 50 år gammel. Det gamle solera system har tre niveauer, og rommen derfra benyttes som komponent i nogle af de aftapninger som kommer fra Don Q – elementet tilfører ekstra dybde, fylde og kompleksitet til den endelige rom (lidt ligesom bitters i en cocktail). Det gamle destilleri har i dag over 100.000 tønder med rom på lager, hvilket gør det til et af de største i Caribien.
På destilleriet producerer man to forskellige typer af rom; en let og en tung rom. Den lette rom bliver destilleret via multi-kolonnedestillering og tages fra ved omkring 94,5 % alkohol. Den tunge rom destilleres via en enkeltkolonnedestillering og tages fra ved kun 75 % alkohol. Disse romkomponenter blandes i tre forskellige forhold (et let, et medium fyldigt og et fyldigt blend) og kan blandes yderligere efter modningen og inden aftapningen. De tre procentmæssige blandingsforhold er ca. som følger: 25/75, 50/50 og 75/25. Foruden de tre blandingsforhold, så har destilleriet naturligvis også de rene destillater til rådighed, hvilket giver dem i alt fem forskellige romkomponenter efter destilleringen. Destilería Serrallés er derfor andet og mere end den gennemsnittelige multi-kolonne-destilleringsproducent, og laver fyldig og smagsholdig rom som holder et utrolig højt kvalitetsniveau!
Don Q Rum repræsenterer den spanske romstil, men er grundlæggende imod tilsætning af sukker, hvilket adskiller dem fra de andre klassiske spanskstilede rommærker. I Don Q finder man masser af rygrad, hvilket kommer til udtryk i en naturlig sødme som opstår under fermenteringen og videreudvikles under en kvalitetsbevidst modningsproces.
Udover at destilleriet laver skøn rom, så står de også i spidsen for den grønne omstilling i rombranchen. I 2001 sluttende Roberto Serrallés sig til virksomheden efter at have læst en ph.d. i miljøvidenskab. Han optimerede herefter destilleriet og har nu gjort det til et af de grønneste destillerier i verden. I dag er Roberto bestyrelsesmedlem og Vice President of Business Development i virksomheden, og fungerer som miljøkonsulent for andre destillerier som ønsker grøn omstilling.
Don Q Rum har tidligere kun været at finde på det amerikanske marked, men heldigvis har rommærket de senere år også været at finde i Europa – og nu også Danmark. Serien af rom fra Don Q spænder vidt og bredt og indeholder alt lige fra prisvenlig mixer rum til premium rum som skal drikkes rent.