Karlsmühle Kaseler Nies'chen Riesling Kabinett
Karlsmühle Kaseler Nies'chen Riesling Kabinett 2019
Kaseler Nies’chen-marken er en af Ruwers topmarker, der vender syd-sydvest på en lang, ubrudt bjergside, der rejser sig ubegribeligt stejlt (op til 70%) lige bag Weingut Karlsmühle.
Her består jordbunden af nedbrudt, blå og grå skiffer med indslag af kvartsit. Ruwer er en kølig dal, hvis vine altid har en fast syre med kraftig mineralitet i en stil, der er mindre floral end Mittel-Mosels. Derfor titulerer vi også denne vin som 'Ruwer' selv om den lovformeligt er Mosel; enkelthed fremmer ikke altid forståelsen.
Kabinett Feinherb er en halvtør/halvsød vin ned moderate 8,5% alkohol: dens naturlige sødme balanceres af en kontant syre. Det er en meget madvenlig vin, så længe der ikke er for megen fedme i retten. Den fungerer smukt sammen med det nye, nordiske køkken, Mellemøstens varme krydderier eller Fjernøstens eller Mellemamerikas stærkere retter; en gastronomisk kamæleon, der dog også fordamper med forbavsende fart som aperitif.
Kaseler Nies'chen Riesling Kabinett Feinherb har årgangens slanke, mineralske præcision, der sammen med den krystalklare frugt byder på en uimodståelig kombination. Smageren møder i vinen kun antydningen af sødme, idet den holdes i stramme tøjler af dens livlige syre. Duft og smag har elementer af lime, gule blommer og æble med en lækker skiffermineralitet.
Nydes ved køleskabskold.
Lagringspotentialet er mindst 10-12 år fra årgang. Til statistik-entusiasterne kan vi meddele, at vinen holder 8,7‰ syre og 22,2 gram restsukker/liter.
5 ud af 6 stjerner og 89 points i Jyllands-Posten
”Pokkers juicy riesling, der taler med en underspillet, men uforlignelig, glasklar ruwersk dialekt. Fin, næsten skrøbelig som porcelæn...Ikke voldsomt koncentreret, men så forfriskende, livlig, faretruende læskende, at flasken snildt kan forsvinde på et kvarter, uden at man aner uråd...Jeg knuselsker denne unikke cool stil, man bliver aldrig træt af den.”
En kasse indeholder 6 fl. - 75 cl. 9% alkohol.
Køge VinkompagniVestergade 20H, 4600 Køgetlf: 53 87 02 25, mail@koegevinkompagni.dkkoegevinkompagni.dk |